Samarbejde med Arkitema Architects og NCC

KOLDING SKY er tegnet af arkitekt MAA Mette Julie Skibsholt fra Arkitema Architects. Arkitema har fra starten vist et stort engagement og udviklet et rigtig flot og moderne design, som munder ud i et hus, der fremstår elegant med sine slanke proportioner og sit skulpturelle udtryk. Det understreges bl.a. ved store, rummelige og overdækkede altaner (loggia) integreret i facaden. Derudover er vertikale vinduesbånd, der går på tværs af to etager, med til at understrege husets slanke profil. Nederst fungerer et transparent stueplan, der er karakteristisk ved et imødekommende ankomstområde, som er i visuel kontakt med pladsen lige udenfor. Højhuset er placeret op til et fredet naturområde. Et motiv der integreres i huset, hvor bl.a. stueplanet åbner sig op mod det frodige skovområde via store vinduespartier.

Derudover har vi valgt NCC Danmark som totalentreprenør til projektet. ”Kolding Sky er et unikt byggeri og et nyt vartegn i byen, som vi virkelig ser frem til at tage hul på. Kolding er en by i rivende udvikling med et stort behov for boliger, og derfor er vi i NCC glade for at kunne bidrage med et byggeri, som både er attraktivt og værdiskabende for den enkelte og vores samfund,” udtaler Nicolai Schultz, direktør i NCC.